Lære sammen
Vejledning
Du vil undervejs i din tid på gymnasiet modtage vejledning på større eller mindre skriftlige produkter. Det er ofte din lærer, der giver vejledningen – men selvom det er den samme person, er vejlederens rolle en lidt anden end lærerens:
Når din lærer optræder som vejleder for dig, er det således hans/hendes opgave at:
- give dig plads til at forklare dine tanker og ideer i forhold til opgaven
- rådgive, diskutere og stille spørgsmål som kan lede dig videre i dit arbejde
- støtte og opmuntre dig
- konfrontere dig med eventuelle mangler eller problemer
- hjælpe dig med at samle trådene
Hvad skal du gøre?
Mange elever får alt for lille udbytte af deres vejledning. Det er ærgerligt, men du kan optimere dit udbytte ved at følge denne lille guide:
- Brug noget tid lige efter vejledningen på at 'samle op' med dig selv - hvad var det vigtigste?
- Læg en kort plan for hvordan du kommer videre - eventuelt frem mod næste vejledning.
Og husk så: Vejlederens opgave er at få dig til at tænke - ikke at lave arbejdet for dig...
Lærer
En lærer bestemmer, hvad du skal læse, arbejde med osv.
Han/hun har overblik over det faglige indhold og sætter rammerne for dit arbejde og din læring.
Vejleder
En vejleder er diskussionspartner og rådgiver dig i din arbejdsproces - både med det faglige og med at holde overblikket over din opgave
Han/hun bestemmer ikke, hvordan du skal arbejde med din opgave, men besidder en ekspertise, du kan trække på, og peger på muligheder, styrker, svagheder, nye vinkler mv.